Hjælp dit barn

146,00 kr.

Bogen er skrevet til de mange børn, er af den ene eller anden grund har det svært.
Det kan være pga. en hård fødsel, forkert medicin, skilsmisse, adoptivbørn eller at der ingen påviselig grund er til at barnet har fået diagnosen ADHD, Tourettes syndrom, Aspergers syndrom eller ‚bare‛ er hyperaktivt, ukoncentreret, har indlæringsproblemer eller er et trist og alt for stille barn.

HJÆLP DIT BARN er en anderledes bog med konkrete forslag og råd til forældre, lærere, bedsteforældre og pædagoger – til alle, der har med børn at gøre.

Anmeldelse af ”Hjælp dit barn” af Trine Rosenberg, ergoterapeut, Kranio-Sakral Terapeut og ejer af KST-Akademiet.

Forlaget Trine Rosenberg

128 sider – 150 kr.

ISBN 87 98 83800 8

Aktuelt udsolgt fra forlaget, men kan erhverves via www.kst-akademiet.dk

I forbindelse med nærværende boganmeldelse fandt jeg en artikel frem fra efteråret 2009 bragt i Kristeligt Dagblad, hvor det i en undersøgelse lavet af Apotekerforeningen viser at 10.700 børn og unge i 2008 var i behandling med amfetamin lignende medicin mod adfærdsforstyrrelsen ADHD. En stigning på 40 procent sammenlignet med 2007 og en tredobling i forhold til 2006. Undersøgelsen viser også at dosis af medicin til det enkelte barn/unge stiger. Væksten i antal af døgndoser var i 2008 56 procent for de 0-10årige og 96 procent for de 15 – 19årige. I artiklen giver eksperter udtryk for bekymring over den forenkling der tit sker når man taler om adfærdsforstyrrende diagnoser ligesom der er bekymring over det manglende kendskab til langtidseffekten af medicineringen.  Når man ser på mulige årsager til adfærdsforstyrrelser står det ikke klart i litteraturen hvorfor der ses en så markant stigning i antallet af diagnosticerede. Eksempelvis er autisme mere end 10 doblet fra 1990. Da kendskab til langtidsvirkning og dermed bivirkning af de amfetaminlignende præparater disse børn og unge medicineres med, er spartanske ser jeg alternative behandlingsmuligheder som et kærkomment supplement og i visse tilfælde erstatning. Det må være i alles interesse, at holde børn og unge medicinfrie i den udstrækning det er muligt og i de tilfælde hvor det er nødvendigt med medicin må det være målet, at holde børn og unge på lavest mulige dosering. Dette er mit væsentligste incitament for udarbejdelse af denne boganmeldelse.

Forfatteren Trine Rosenberg har, i samarbejde med Stanley Rosenberg, været med til, at bringe Kranio-Sakral Terapi til Danmark og har arbejdet med det i 30 år, dels som udøvende terapeut med et særligt fokus på børn og dels som ejer og leder af KST Akademiet som uddanner Kranio-Sakral Terapeuter. Det er således en solid uddannelses- og videreuddannelsesmæssig baggrund, samt mange års erfaring som udøvende Kranio-Sakral Terapeut forfatteren hviler sine beretninger og betragtninger på.

Forfatteren ønsker dels at udbrede kendskabet til Kranio-Sakral Terapi som et værdigt alternativ og/eller supplement til diagnosticering, stigmatisering og medicinering af børn med adfærds forstyrrelser og som et generelt sundt og kærligt supplement til den eksisterende og i vid udstrækning ikke evidensbaserede behandling af børn med adfærdsforstyrrelser som eksempelvis ADHD, Tourette, Autisme og Asberger.

Bogen henvender sig til forældre, lærere og andre fagfolk der er i kontakt med børn med adfærdsforstyrrelser og som har et ønske om at hjælpe disse børn. Teksten er lettilgængelig selvom der naturligt anvendes en række fagudtryk og diagnoser. Bagerst i bogen gives der en overordnet præsentation af de forskellige diagnoser og begreber i forbindelse med adfærdsforstyrrelser. Bogens kerne er at der bag mange af de aktuelle adfærdsforstyrrelser ligger fysiske eller psykiske belastninger gemt som grund for uro, manglende koncentration og deraf afledt dårlig indlæring m.m.. Bogen handler om den fysiske og psykiske effekt som Kranio-Sakral Terapi har på mange børn med adfærdsforstyrrelser.

Forfatteren præsenterer i sin bog den opfattelse at det stigende antal diagnosticeringer inden for de nævnte lidelser ikke bør ses løsrevet fra den hverdag børn er en del af. En hverdag med mindre fysisk aktivitet, store psykiske udfordringer som sorg og savn i forbindelse med skilsmisser, flytninger, hvor det kendte skiftes ud med det ukendte, nye familier og ikke mindst de stigende krav der er til børn om social tilpasning og evne til sameksistens.

Bogen er bygget op omkring en lang række cases fra forfatterens mangeårige erfaring og virke som Kranio-Sakral Terapeut.  Bogens opbygning baserer sig således på en række børns historier og symptomer. Dernæst er der en

række forslag til hvad forældre, lærere og andre kan gøre for børn der har det svært. Tiltag som er enkle og direkte til at gå til i hverdagen. Forfatteren peger på behovet for tryghed, afslapning og ændring af en række vaner som er typiske for de fleste familiers hverdag. Hos børn og unge med uro, koncentrationsbesvær, adfærds- og indlæringsproblemer er stressniveauet ofte meget højt og kroppen derfor meget anspændt. En anspændt krop har vanskeligt ved at finde ro. Kranio-Sakral Terapiens blide tilgang hjælper barnet til at slippe de fysiske såvel som psykiske spændinger. Gennem behandlingen oplever barnet at få kontakt til sig selv i afslappet tilstand og vil ofte efter at have prøvet behandlingen selv efterspørge denne.

Kranio-Sakral Terapi er en meget blid og behagelig form for behandling som frigør spændinger og forbedrer cirkulation ved at afstresse centralnervesystemet. Kranio-Sakral Terapi beskrives som en behandlingsteknik der gør det muligt at behandle fysisk såvel som psykisk stressbelastning i kroppen. Læseren gives en letforståelig forklaring på hvad det er der sker i hjernen og kroppen når denne er spændt eller har ondt og hvordan Kranio-Sakral Terapi indvirker på disse signalforvirringer i hjernen.  De forskellige centre i hjernen får vanskeligere ved at kommunikere med hinanden jo mere spænding der er og at denne spænding i mange tilfælde er årsagen til at barnet er uroligt, har vanskeligt ved at indlære m.m. og dermed vanskeligt ved at lære at læse og stave.

Spændingerne kan være opstået af fysiske skader i forbindelse med fødsel, eller fysiske traumer opstået ved fald eller ulykker. Det forklares på en lettilgængelig måde hvorledes skævheder i skelettet kan være årsag til at kroppen belastes ujævnt og hvorledes nerver kan være i klemme.

For de psykiske belastningers vedkommende handler det ofte om svigt, manglende voksen opmærksomhed, nærvær og nærhed, mobning, ikke at føle sig god nok målt i forhold til de forventninger der er fra omverdenen.

Bogen præsenteres med et nærvær, et engagement og hjertevarme som udstråler en særlig evne til anerkendelse. Anerkendelse, tillid og respekt er i fokus når forfatteren taler om de enkelte børns situation. Barnet betragtes ud fra en helhed, hvor de fysiske, psykiske såvel som sociale påvirkninger barnet møder, har en betydning for barnets trivsel.

En befriende bog som stiller udfordrende spørgsmål ved vores normalitetsbegreb. En bog der med sin kærlighed og for kærlighed for børn bør give stof til eftertanke om hvorledes vi vælger at forholde os til børn når de umiddelbart ikke passer ind i systemernes ofte stramme rammer.

Bogen burde findes i alle sammenhænge hvor man har med børn at gøre. Kranio-Sakral Terapi er på baggrund af sin meget blide tilgang oplagt som komplementær behandling til den eksisterende og ikke evidensbaserede behandling af de nævnte lidelser i bogen. Forfatteren påpeger at der naturligt kan være tale om Kranio-Sakral Terapi som supplement med anden form for terapi eller behandling.

Af Anne-Lise Schierup

Sygeplejerske, Kranio-Sakral Terapeut og Akupunktør

Master i Etik og Værdier i Organisationer

Læs mere